Måske er det dage siden. Måske uger eller måneder. Oplevelsen er forbi, men noget i dig er ikke helt landet. Du sover dårligt, kroppen er urolig, eller verden føles lidt mindre virkelig, end den plejede. Måske har du ikke rigtig nogen at tale med om det.

Hvis du kan genkende noget af det, er du ikke alene, og der er ikke noget galt med dig. En svær psykedelisk oplevelse, det mange kalder et bad trip, kan sætte sig i både tanker og krop. Det arbejde, der hjælper én med at lande igen, kaldes integration. Læs også om, hvad et bad trip er, og hvad der er normalt bagefter.

Du skal heller ikke skamme dig. Mange holder en svær oplevelse for sig selv, fordi de er bange for at blive dømt for at have taget psykedelika, eller for at "have gjort det forkert". Her bliver du ikke dømt, hverken for din nysgerrighed eller for det, der skete.

I denne artikel kan du læse om, hvad der sker i nervesystemet efter en svær oplevelse, hvad forskningen ved om de vanskeligheder, der kan følge, og hvordan du kan begynde at finde fodfæste igen. Du får også nogle enkle øvelser, og du kan læse om, hvornår du skal søge hjælp.

Hvad er en svær psykedelisk oplevelse?

En svær psykedelisk oplevelse er en oplevelse, hvor angst, frygt, forvirring eller noget overvældende fylder så meget, at det føles uudholdeligt mens det står på, eller som bliver ved med at fylde bagefter.

Det er ikke sjældent. I en undersøgelse af knap 2.000 mennesker, der beskrev deres værste oplevelse med svampe, placerede 39 % den blandt de fem mest udfordrende oplevelser i deres liv. Samtidig mente 84 %, at de på en eller anden måde havde haft gavn af den (Carbonaro m.fl. 2016). En oplevelse kan altså være både svær og meningsfuld.

Hvorfor kan oplevelsen sidde i kroppen bagefter?

Tankerne kommer og går, men kroppen husker. Under en svær oplevelse kan nervesystemet gå i alarm: hjertet banker, musklerne spænder, vejrtrækningen bliver hurtig, eller man fryser og føler sig fjern. Når oplevelsen er forbi, er det ikke altid, at nervesystemet finder helt tilbage til ro med det samme.

Toleransevinduet

Inden for traumearbejde bruger man ofte en model, der kaldes toleransevinduet. Den beskriver den zone, hvor vi kan mærke vores følelser og stadig føle os nogenlunde trygge. Over vinduet bliver vi overaktiverede: uro, angst, hjertebanken, tankemylder. Under vinduet bliver vi underaktiverede: tomhed, træthed, følelsesløshed og en fornemmelse af at være langt væk (Corrigan m.fl. 2011).

Det er en model, ikke en målbar grænse. Men mange kan genkende sig selv i den. Efter en svær oplevelse kan vinduet blive smallere for en tid. Det skal mindre til, før man ryger op i uro eller ned i tomhed.

Når folk kommer til mig efter en svær oplevelse, er det ofte med søvnbesvær, uro eller en angst, der pludselig sidder i kroppen. Mange har tidligere haft svært ved at mærke deres krop og deres følelser, fordi de længe har været under stort pres eller har været lukket ned. Under den psykedeliske oplevelse bliver de pludselig bevidste om kroppen, og det kan føles, som om oplevelsen har skabt det, de nu mærker. Ofte viser det sig, at noget af det har været der længe. De har bare ikke kunnet mærke det. Andre kommer, fordi de føler sig fjerne fra sig selv eller ude af balance. Læs mere om nervesystemets tilstande i artiklen om nervesystemet og polyvagal teori.

Typiske reaktioner efter en svær oplevelse

Forskere har undersøgt mennesker, der havde vanskeligheder i lang tid efter en psykedelisk oplevelse. De hyppigste var (Evans m.fl. 2023):

  • Angst og frygt, også uden at man ved hvorfor.
  • Eksistentiel uro: spørgsmål om liv, død, virkelighed og mening, som ikke vil slippe.
  • Social afkobling: en følelse af at være alene med det, man har oplevet.
  • Depersonalisering og derealisering: at føle sig uden for sig selv, eller at verden føles uvirkelig.

For de fleste går det over. For omkring en tredjedel af deltagerne i den undersøgelse varede vanskelighederne mere end et år (Evans m.fl. 2023). Undersøgelsen rekrutterede kun mennesker, der havde haft problemer, så den siger ikke, hvor mange det sker for.

Nogle beskriver også et ontologisk chok: at oplevelsen har rystet deres grundlæggende forståelse af virkeligheden eller af sig selv (Argyri m.fl. 2025).

Er du bange for, hvad der sker med dig? Læs om angst, derealisation og HPPD efter en psykedelisk oplevelse.

Hvad er integration?

Integration er den proces, hvor du vender tilbage til din oplevelse og gradvist forstår, bearbejder og finder plads til den i dit liv. Forskere beskriver integration som noget, der foregår på flere planer på én gang: i sindet, i kroppen, i det eksistentielle, i relationer og i den måde, man lever på (Bathje m.fl. 2022).

Kroppen er altså ikke en sidebemærkning. I en model, der blev brugt i forsøg med psilocybin på Imperial College, er ét af de tre kerneelementer netop at forankre oplevelsen i kroppen og i hverdagen (Watts m.fl. 2017).

Hvorfor kroppen er et godt sted at begynde

Når mennesker med eksistentiel uro efter psykedeliske oplevelser blev spurgt, hvad der hjalp dem, pegede mange på det samme: jordforbindelse. Kropslige praksisser og det at få deres oplevelse normaliseret af andre (Argyri m.fl. 2025).

Det giver mening. Når tankerne kører i ring om det, der skete, kan kroppen være en vej tilbage til nuet. Du behøver ikke forstå alt for at begynde at finde ro.

Når mennesker langsomt finder kontakten med kroppen igen, oplever jeg, at de begynder at stole på kroppen og de signaler, den sender. Nervesystemet bliver tryggere og mere i balance. Mange bliver også overraskede over, hvor meget det hjælper at forstå, hvad der sker i deres nervesystem. De har kendt ordene stress og depression, men har aldrig hørt om, at kroppen kan gå i alarm eller lukke ned.

Øvelser, der kan hjælpe dig med at lande

Øvelserne her er enkle. De er ikke behandling, og de skal ikke fikse noget. De kan hjælpe dig med at komme lidt tilbage i kroppen og i nuet. Gå langsomt frem, og stop, hvis det bliver for meget.

1. Mærk underlaget

Sæt dig, så du kan mærke stolen under dig og fødderne mod gulvet. Læg mærke til trykket. Hvor er du i kontakt med underlaget? Lad vægten synke lidt ned. Bliv her i et minut.

Hvorfor: At rette opmærksomheden mod konkrete fornemmelser her og nu kan give nervesystemet et signal om, at du er i sikkerhed lige nu.

2. Orientér dig i rummet

Lad blikket langsomt vandre rundt i rummet. Find tre ting, du kan se, to ting, du kan høre, og én ting, du kan mærke med hånden. Lad hovedet dreje med.

Hvorfor: Når vi er i alarm, bliver opmærksomheden smal og indadvendt. At orientere sig udadtil kan hjælpe dig med at mærke, at du er her, og at faren er forbi.

3. En længere udånding

Træk vejret roligt ind gennem næsen. Lad udåndingen være lidt længere end indåndingen, f.eks. ind på fire og ud på seks. Fortsæt i et par minutter, uden at presse.

Hvorfor: Forskning tyder på, at langsom vejrtrækning kan påvirke det autonome nervesystem i retning af mere ro (Zaccaro m.fl. 2018). Hvis åndedrætsøvelser gør dig mere urolig, så spring denne over.

4. Skift mellem det svære og det trygge

Find et sted i kroppen, der føles nogenlunde neutralt eller roligt, f.eks. hænderne eller fødderne. Hvis du mærker noget svært et andet sted, så lad opmærksomheden gå et kort øjeblik dertil og så tilbage til det rolige sted. Frem og tilbage, i dit eget tempo.

Hvorfor: Det kan hjælpe dig med at være med det svære i små doser, uden at blive opslugt af det. Det er en måde at arbejde inden for toleransevinduet.

5. Voo-lyden

Træk vejret ind gennem næsen, og lad udåndingen blive til en lang, dyb lyd: "vooooo", så den vibrerer nede i maven. Gentag et par gange, og mærk efter bagefter.

Hvorfor: Øvelsen kommer fra Peter Levine, der grundlagde den kropsorienterede traumeterapi Somatic Experiencing, og den bruges af mange, der arbejder med nervesystemet, f.eks. Sarah Baldwin (Levine 2010; Psychotherapy Networker). Ifølge Levine hjælper vibrationerne i maven med at regulere nervesystemet.

6. Tapping

At banke let og rytmisk på bestemte steder på kroppen kan hjælpe dig tilbage i kroppen og i nuet. Sådan viser jeg selv tapping. Bank let med to eller tre fingerspidser i cirka 10 sekunder på hvert sted. Mærk fornemmelsen under fingrene, og lyt til den lille lyd, det giver.

  • 1. Bagsiden af hånden, mellem knoerne på ringfingeren og lillefingeren.
  • 2. Ydersiden af hånden, den bløde kant under lillefingeren.
  • 3. Tindingerne, ved siden af øjnene.
  • 4. Kindbenene, lige under øjnene.
  • 5. Smilerynken, linjen mellem næsen og mundvigen.
  • 6. Lige over overlæben, det lille stykke mellem næsen og læben.
  • 7. Lige under kravebenet.
  • 8. Nederst på ribbenene, på siden af brystkassen.

Tag dig god tid, og træk vejret roligt undervejs. Mærk efter bagefter: Hvad har ændret sig i kroppen? Hvis noget bliver ubehageligt, så stop, og vend tilbage til at mærke underlaget.

Hvorfor: Rytmisk berøring giver opmærksomheden noget konkret og trygt at hvile på her og nu. Sarah Baldwin nævner tapping som en af de enkle måder at hjælpe nervesystemet på (On Attachment). Der er endnu ikke meget forskning i tapping. Du kan læse mere i artiklen om nervesystemet og polyvagal teori.

7. Del det med nogen

Fortæl et menneske, du stoler på, hvad du har oplevet. Det behøver ikke være hele historien.

Hvorfor: Mange med langvarige vanskeligheder beskriver at føle sig alene med det. At blive mødt uden at blive dømt kan i sig selv gøre en forskel (Argyri m.fl. 2025).

Hvad du kan gøre i hverdagen

  • Giv dig selv tid. Integration sker sjældent på et par dage. Det er normalt, at det tager uger eller længere.
  • Søvn, mad og rytme. Faste rammer kan hjælpe et uroligt nervesystem.
  • Bevægelse og natur. Gåture, at mærke jorden under fødderne, frisk luft.
  • Skriv det ned. Det, du husker, og det, du mærker nu. Uden at skulle forstå det hele.
  • Vær forsigtig med alkohol og andre stoffer. De kan gøre det sværere at lande.
  • Undgå store beslutninger lige efter en stærk oplevelse, hvis du kan.

Har du brug for mere end det, du selv kan gøre, så søg en terapeut, der har erfaring med integration efter psykedeliske oplevelser. Nogle gange kommer der meget voldsomme ting frem, f.eks. minder om overgreb, som man ikke tidligere har husket. Uanset hvordan sådanne minder skal forstås, kan det være dybt destabiliserende at stå alene med, og det kræver en, der forstår både traumer og psykedeliske oplevelser.

Hvornår skal du søge hjælp?

Tal med en terapeut med erfaring i psykedeliske oplevelser, hvis:

  • angst, uro eller en følelse af uvirkelighed ikke aftager efter nogle uger
  • store spørgsmål om liv og virkelighed bliver ved med at fylde
  • det går ud over søvn, arbejde eller relationer
  • du føler dig alene med det, du har oplevet

Søg læge, hvis:

  • du har fysiske symptomer, f.eks. hjertebanken eller smerter, der ikke går over
  • du næsten ikke kan sove eller spise i flere dage

Hvis du har tanker om selvmord, så ring til Livslinien på 70 201 201, eller kontakt din læge eller lægevagten. Ved akut fare: ring 112.

Det er ikke et nederlag at søge hjælp. Mange fagfolk kender ikke meget til psykedeliske oplevelser, så fortæl gerne, hvad der er sket. Du har ret til at blive mødt uden at blive dømt.

Opsummering

En svær psykedelisk oplevelse kan sætte sig i både tanker og krop, og den kan samtidig være meningsfuld. Nervesystemet kan være i alarm længe efter, og det kan give angst, uro, søvnproblemer, eksistentielle spørgsmål eller en følelse af uvirkelighed. For de fleste går det over, men for nogle varer det længe. Integration er arbejdet med at forstå og finde plads til det, der skete, og kroppen er et godt sted at begynde. Søg hjælp, hvis det ikke slipper.

Har du haft en oplevelse, du gerne vil forstå bedre, eller har du spørgsmål og tanker om psykedelika, du vil tale med nogen om? Du kan booke en gratis, uforpligtende samtale på 30 minutter med Natalie eller Tobias. Læs om os begge, og mærk efter, hvem du har lyst til at tale med. Samtalen er portalens egen ydelse. Samtalerne handler om tanker, spørgsmål og risici, aldrig om at planlægge en konkret oplevelse. Vi udleverer ikke psykedelika og hjælper ikke med at skaffe dem. Tal med en terapeut →

Ofte stillede spørgsmål om integration efter en svær oplevelse

Hvad er et bad trip?

Et bad trip er en psykedelisk oplevelse, hvor angst, frygt, paranoia eller forvirring tager overhånd. Det kan føles uendeligt, mens det står på. De fleste er normale igen inden for et døgn, men for nogle sidder oplevelsen i kroppen og tankerne i uger eller længere bagefter.

Hvad er psykedelisk integration?

Psykedelisk integration er den proces, hvor man vender tilbage til en oplevelse og gradvist forstår, bearbejder og finder plads til den i sit liv. Forskere beskriver integration som noget, der foregår i sindet, kroppen, det eksistentielle, relationer og hverdagen på én gang.

Hvor længe varer det at have det dårligt efter et bad trip?

For de fleste aftager det inden for dage eller uger. I en undersøgelse af mennesker med langvarige vanskeligheder efter psykedelika varede problemerne over et år for omkring en tredjedel. Hvis angst, uro eller uvirkelighed ikke aftager efter nogle uger, bør du tale med en terapeut med erfaring i psykedeliske oplevelser.

Hvorfor har jeg angst efter en psykedelisk oplevelse?

Under en svær oplevelse kan nervesystemet gå i alarm, og det finder ikke altid helt tilbage til ro med det samme. Angst efter en oplevelse er en af de hyppigste vanskeligheder, forskere har beskrevet. Det er ikke et tegn på, at du er gået i stykker.

Hvad er derealisering efter psykedelika?

Derealisering er en følelse af, at verden omkring dig er uvirkelig, fjern eller som bag en glasrude. Depersonalisering er en følelse af at være uden for sig selv. Begge er blandt de hyppigste langvarige vanskeligheder efter psykedeliske oplevelser. Tal med en terapeut med erfaring i psykedeliske oplevelser, hvis det ikke aftager.

Hvad kan jeg selv gøre efter en svær oplevelse?

Du kan hjælpe nervesystemet med at lande ved at mærke underlaget, orientere dig i rummet, trække vejret roligt med en lang udånding, lave voo-lyden, bruge tapping og dele oplevelsen med et menneske, du stoler på. Faste rammer, søvn, natur og tid hjælper også. Søg hjælp, hvis det ikke slipper.

Hvad er et ontologisk chok?

Et ontologisk chok er en rystelse, der kan opstå, når en oplevelse udfordrer ens grundlæggende forståelse af virkeligheden, selvet eller døden. Mennesker, der har været igennem det, beskriver, at kropslige praksisser og at få oplevelsen normaliseret af andre hjalp dem mest. Begrebet er også forklaret i den psykedeliske ordbog.

Hvornår skal jeg søge hjælp efter en psykedelisk oplevelse?

Tal med en terapeut med erfaring i psykedeliske oplevelser, hvis angst, uro eller uvirkelighed ikke aftager efter nogle uger, eller hvis det går ud over din hverdag. Søg læge ved fysiske symptomer, eller hvis du næsten ikke kan sove eller spise. Ved selvmordstanker kan du ringe til Livslinien på 70 201 201.

Kan jeg tale med min læge om en psykedelisk oplevelse?

Ja. Din læge har tavshedspligt, og det er vigtigt, at lægen ved, hvad der er sket, så du kan få den rette hjælp. Mange læger kender ikke meget til psykedeliske oplevelser, så fortæl gerne konkret, hvad du har oplevet, og hvordan du har det nu.


Kilder


Natalie Juul, traumeterapeut · forberedelse og integration af psykedeliske oplevelser. Har siden 2015 holdt rum for enkeltpersoner og grupper og har mødt mere end tusind mennesker i sit arbejde. Arbejder traumeinformeret med nervesystemet, følelser, breathwork og parts work. Tilbyder forsamtaler, forberedende samtaler, integrationssamtaler og traumeterapi i København og online. Læs mere om Natalie

Artiklen er til oplysning og er ikke en opfordring til at bruge ulovlige stoffer. Den erstatter ikke lægefaglig rådgivning. Psykedeliske stoffer er ulovlige i Danmark uden for godkendt forskning og medicinsk brug. Tal med din læge, hvis du har spørgsmål om dit helbred.